Rohingyaerne har boet i Arakan (nu Rakhine-staten) i flere hundrede år, men Myanmar systematisk frataget statsborgerskab og nægter at anerkende dem som en officiel etnisk gruppe.
Historiske og kulturelle kilder viser, at Rohingyaerne har haft kontinuerlig tilstedeværelse i regionen i mindst 300–400 år, og muligvis meget længere.
Tiden efter uafhængigheden af det britisk kolonistyre
1824–1948: Migration under britisk kolonistyre og den historiske baggrund for eksklusion
Under det britiske kolonistyre i Myanmar – dengang kendt som Burma – fandt der migration sted mellem det daværende Britisk Indien (bl.a. Bengal) og Arakan (nu Rakhine-staten).
Denne historiske migration blev senere brugt som politisk begrundelse for at nægte Rohingyaerne statsborgerskab. Myanmars myndigheder har hævdet, at Rohingyaerne er “illegale indvandrere” fra Bangladesh, til trods for at mange af dem har boet i landet i generationer før kolonitiden.
Ved at ignorere den koloniale kontekst og den britiske rolle i befolkningsbevægelserne, har staten skabt en narrativ, der fremstiller Rohingyaerne som fremmede og uønskede. Denne historiske omskrivning har været med til at legitimere diskrimination, fratagelse af rettigheder og senere fordrivelse.
1948: Uafhængighed og begyndende marginalisering
Efter Myanmars uafhængighed i 1948, havde Rohingyaerne statsborgerskab. I takt med stigende Buddhistisk-nationalistiske strømninger og etnisk polarisering begyndte Rohingyaerne gradvist at blive chikaneret og marginaliseret.
Der opstod en voksende fjendtlighed fra både myndigheder og dele af befolkningen, som stillede spørgsmålstegn ved deres tilhørsforhold til landet. Diskriminationen blev institutionaliseret over tid og lagde grunden til de senere juridiske og militære overgreb.
1978: Operation Naga Min – begyndelsen på systematisk fordrivelse
I 1978 iværksatte Myanmars militær, under general Ne Win’s regering Operation Naga Min (Operation King Dragon), officielt med det formål at registrere borgere og identificere “illegale indvandrere” i delstaten Rakhine. I praksis blev operationen dog en brutal kampagne med etnisk forfølgelse rettet mod Rohingya-befolkningen.
Militæret gennemførte husundersøgelser, masseanholdelser og voldelige overgreb, hvilket skabte udbredt frygt og panik blandt Rohingyaerne. Mange blev udsat for tortur, voldtægt og vilkårlige drab. Samtidig blev deres identitet og tilhørsforhold til Myanmar systematisk benægtet.
Resultatet var en massiv flugt: Over 200.000 Rohingyaer krydsede grænsen til Bangladesh i håb om sikkerhed og beskyttelse. Flygtningestrømmen skabte en humanitær krise, og mange blev indkvarteret i midlertidige lejre under svære forhold.
Operation Naga Min markerede begyndelsen på en langvarig og systematisk marginalisering af Rohingyaerne, hvor staten aktivt arbejdede på at udviske deres tilstedeværelse og rettigheder. Den blev et forvarsel om de endnu større fordrivelser og overgreb, der skulle følge i de kommende årtier.
1982: Statsborgerskabsloven og begyndelsen på systematisk eksklusion
I 1982 vedtog Myanmar en ny statsborgerskabslov, som fundamentalt ændrede Rohingyaernes status i landet. Loven definerede 135 “nationaliteter” eller etniske grupper, der blev anerkendt som oprindelige folk i Myanmar – men Rohingyaerne blev udeladt fra denne liste. Som følge heraf blev de nægtet statsborgerskab og dermed også en lang række grundlæggende rettigheder.
Denne juridiske eksklusion gjorde Rohingyaerne statsløse i deres eget hjemland. Uden statsborgerskab mistede de retten til at eje jord, få adgang til sundhedspleje og uddannelse, bevæge sig frit og deltage i det politiske liv. Deres identitet blev ikke blot ignoreret – den blev aktivt benægtet af staten.
Statsborgerskabsloven fra 1982 lagde dermed grunden til en strukturel diskrimination, som har haft vidtrækkende konsekvenser for Rohingyaernes liv og sikkerhed. Den blev et centralt redskab i den gradvise marginalisering, som senere skulle føre til massefordrivelser, vold og humanitære kriser.
1991–1992: En ny bølge af undertrykkelse og flugt
I perioden 1991–1992 iværksatte de militære myndigheder i Myanmar en ny operation rettet mod Rohingya-befolkningen i delstaten Rakhine. Operationen omfattede blandt andet systematisk konfiskering af Rohingyaernes landområder og landsbyer, hvilket fratog tusindvis af familier deres levebrød og eksistensgrundlag. Landet, som mange havde dyrket i generationer, blev beslaglagt uden kompensation, og adgangen til basale ressourcer blev begrænset.
Denne målrettede indsats mod Rohingyaernes livsgrundlag skabte en dyb følelse af usikkerhed og desperation. Mange blev tvunget til at forlade deres hjem og søge sikkerhed igen i nabolande, især Bangladesh, hvor flygtningelejre hurtigt blev overfyldte. Den massive flugt i disse år var ikke blot et resultat af økonomisk marginalisering, men også af en stigende grad af diskrimination og vold, som gjorde det umuligt for mange at leve et trygt og værdigt liv.
2012: Voldelige angreb og massefordrivelse
I 2012 blev Rohingyaerne udsat for alvorlige og koordinerede overgreb fra buddhistiske-nationalistiske grupper sammen med militær i Rakhine-staten. Spændingerne mellem etniske grupper kulminerede i voldelige sammenstød, hvor hele landsbyer blev nedbrændt, og tusindvis af mennesker blev tvunget på flugt.
Mænd, kvinder og børn blev udsat for ekstrem vold – herunder drab, voldtægt og mishandling – hvilket resulterede i hundredvis af dødsfald og over 100.000 internt fordrevne. Mange mistede alt, og de blev tvunget til at leve under kummerlige forhold i midlertidige lejre, uden adgang til basale fornødenheder til i dag.
Myndighederne greb ikke ind for at beskytte Rohingyaerne, og i nogle tilfælde deltog sikkerhedsstyrkerne i overgrebene. Begivenhederne i 2012 markerede et vendepunkt, hvor volden mod Rohingyaerne blev mere systematisk og brutal, og hvor international bekymring begyndte at vokse.
2015: Bådflygtninge og regional afvisning
I 2015 nåede Rohingyaernes desperation nye højder, da tusindvis forsøgte at flygte fra Myanmar ad søvejen. Mange satte livet på spil i overfyldte og dårligt udstyrede både, i håb om at finde sikkerhed i nabolande som Thailand, Malaysia og Indonesien. Men i stedet for at blive modtaget som flygtninge, blev de ofte nægtet adgang og tvunget tilbage til havet.
Flere både drev rundt i dagevis uden mad, vand eller medicinsk hjælp, mens myndigheder i regionen afviste at tage ansvar. Situationen blev yderligere forværret af menneskesmuglere, som udnyttede Rohingyaernes sårbarhed. Mange blev ofre for menneskehandel, tvangsarbejde og misbrug i skjulte lejre i junglen eller på afsidesliggende øer.
Denne krise afslørede ikke blot den ekstreme marginalisering af Rohingyaerne i Myanmar, men også den manglende regionale vilje til at beskytte dem. Den internationale reaktion var præget af bekymring, men konkrete løsninger og beskyttelsesmekanismer udeblev i stor grad.
Flugt gennem junglen – desperationens vej mod sikkerhed
For mange Rohingyaer har flugten fra Myanmar ikke blot været en rejse over grænser, men en fysisk og psykisk kamp for overlevelse. I forsøget på at undslippe militære angreb, vold og systematisk forfølgelse har tusindvis været tvunget til at flygte til fods gennem tætte og farlige jungler, ofte under ekstremt barske forhold.
Familier med små børn, ældre og syge har bevæget sig i dagevis uden adgang til mad, rent vand eller medicinsk hjælp. De har måttet krydse floder, mudrede stier og stejle bakker, mens de har forsøgt at undgå militære patruljer og voldelige grupper. Mange har fortalt om at gemme sig i buskadser om natten, og om frygten for at blive opdaget, skudt eller fanget.
Undervejs har nogle mistet familiemedlemmer, mens andre er blevet adskilt i kaosset. Kvinder har været særligt udsatte for overgreb, og mange har oplevet voldtægt og mishandling under flugten. Trods farerne har junglen ofte været den eneste mulige rute mod grænsen til Bangladesh – og håbet om beskyttelse.
Denne form for flugt vidner om den ekstreme desperation og de umenneskelige forhold, Rohingyaerne har været udsat for. Den illustrerer, hvordan selv naturens mest ufremkommelige områder er blevet en livline for mennesker, der ikke har andre muligheder.
2016–2017: Iscenesat angreb
Efter et iscenesat angreb fra Rohingya-oprørsgruppen gennemførte militæret brutale operationer. Der findes utallige beretninger om grusomheder, herunder soldater, der skød mod mennesker, som flygtede fra brændende huse. Over 700.000 Rohingya flygtede til Bangladesh.
2024: Angreb fra buddhistisk-nationalistiske grupper
Nationalistiske grupper angreb og nedbrændte Rohingya-landsbyer i forbindelse med overtagelse af militærbaser. Der er rapporteret om voldtægter i forbindelse med angrebene. Tusindvis af mennesker blev tvunget på flugt. Satellitbilleder dokumenterer, at over 40 landsbyer blev ødelagt mellem 24. april og 21. maj.
FN rapporterede om drab, halshugninger og systematisk afbrænding af hjem.
5. august: Omkring 180 personer, herunder kvinder og børn, blev dræbt af artilleri- og droneangreb ved Naf-floden under flugt.
Amnesty dokumenterede mindst 80 brande i Rohingya-landsbyer, hvilket tvang titusinder til at flygte.
FN har betegnet disse handlinger som etnisk udrensning og folkemord.
Amnesty International har dokumenteret drab, voldtægt, vilkårlige arrestationer og nedbrænding af landsbyer.
International reaktion
FN og menneskerettighedsorganisationer har fordømt Myanmar for overgreb mod Rohingyaerne.
Den Internationale Straffedomstol og Den Internationale Domstol har åbnet undersøgelser af forbrydelser mod menneskeheden og folkemord.
Nuværende situation
Rohingyaerne er stadig verdens største statsløse folkegruppe.
Omkring én million lever i flygtningelejre i Bangladesh, og mange andre er spredt over Asien og Mellemøsten.
De har begrænset adgang til uddannelse, sundhed og arbejde og lever under meget vanskelige forhold.
FN konkluderer: Folkemord i Myanmar
Denne rapport fra FN’s uafhængige undersøgelsesmission dokumenterer:
Folkemord, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser
Navngivning af seks militærpersoner, som bør retsforfølges
Anbefaling om at overdrage sagen til Den Internationale Straffedomstol
Satellitbilleder, interviews og videooptagelser som bevismateriale
