Noor Begums historie – fra fortvivlelse til håb
Mit navn er Noor Begum. Jeg var 22 år gammel, da mit liv blev vendt op og ned.
I august 2017 blev vores landsby i Arakan (Rakhine-staten) angrebet. Soldater satte ild til husene og skød på dem, der forsøgte at flygte. Min mand blev fanget – jeg så ham aldrig igen.
Med min lille søn i armene løb jeg gennem skovene, mens røgen dækkede himlen. Vi gemte os om dagen og gik om natten. Vi havde ingen mad, kun regnvand at drikke.
Da vi nåede Naf-floden, var det nat og stormvejr. En lille båd tog os med, sammen med mange andre. Midt på floden begyndte vandet at trænge ind, og vi troede, vi skulle dø. Men en bangladeshisk fisker reddede os og hjalp os i land. Jeg græd af lettelse – vi var i sikkerhed.
I flygtningelejren i Cox’s Bazar var vi i sikkerhed. Men indeni var jeg knust. Jeg sov næsten ikke og blev plaget af mareridt. En dag kom nogle frivillige fra Rohingya Aid og talte med mig. De tilbød undervisning for kvinder, og støtte til os med traumer – og min søn begyndte i den Danske skole (Rohingya Aid Learning Centre).
For første gang i mit liv kom jeg selv i skole. Jeg lærte at læse, skrive og tale om mine følelser. De lyttede til mig, støttede mig og hjalp mig med at finde håb. Langsomt vendte modet tilbage.
Jeg deltog i undervisning om mental sundhed og kvinders rettigheder. Og lidt efter lidt begyndte jeg at genvinde min styrke.
I dag underviser jeg små Rohingya-børn i lejren og støtter kvinder, der stadig kæmper med frygt, sorg og traumer.
Jeg siger til dem:
“Vi mistede alt – men vi mistede ikke vores håb.”
“Jeg troede, mit liv var slut. Men gennem den hjælp og uddannelse jeg fik, lærte jeg, at jeg stadig kan gøre en forskel.”
Rakel 17 år
Jeg var 17 år gammel, da krigen ramte min landsby i Rakhine. Før angrebet levede jeg et enkelt stille liv med min familie i vores lille landsby. En dag da jeg var på vej hjem fra frivillig lektiehjælp, blev jeg pludselig blev stanset af Myanmar Army.
De truede landsbyens familier, og sammen med andre unge blev jeg arresteret. Militæret tvang os til at bære våben – vi skulle være fortrop i Myanmar-hærens kamp mod Arakan Army. (En buddhistiske-nationalistiske gruppe).
En aften brød nærkampene ud. Skuddene peb gennem luften, og råbene var tæt på. Jeg løb i panik og kastede mig under en busk. Hjertet hamrede så voldsomt, at jeg var sikker på, soldaterne kunne høre det.
Jorden rystede under mig. Pludselig omringede soldaterne busken, og kuglerne fløj gennem bladene over mit hoved. Jeg lå helt stille – dækket af jord og støv – og turde knap nok trække vejret.
Soldaterne troede, jeg var blevet ramt. Da de gik videre, blev jeg liggende – lammet af frygt, men i live. Timerne i mørket føltes uendelige, før jeg til sidst kravlede frem. Jeg vidste, at jeg ikke kunne vende hjem. Landsbyen var brændt ned, familien spredt – måske dræbt.
Mit eneste håb var at nå grænsen til Bangladesh. I flere dage vandrede jeg – ofte om natten for at undgå soldater og bevæbnede grupper. Jeg var heldig og fandt to andre unge som mig i bjergene. Så var vi tre med samme mål. Vi drak af små bække og spiste blade og frugter, som vi fandt langs vejen.
Mine fødder blev til blodige sår, men jeg fortsatte. For hvert skridt hviskede jeg stille bønner til Gud: “Lad mig nå i sikkerhed… lad mig finde mit folk.”
Til sidst, efter en rejse der føltes uendelig, fik jeg øje på pigtrådshegnet ved grænsen. Andre flygtninge hjalp mig og viste vejen, og jeg krydsede floden ind i Bangladesh. Da jeg endelig nåede frem til flygtningelejren i Cox’s Bazar, var min krop udmattet – men jeg var uendeligt lettet. Jeg havde overlevet.
Jeg troede, jeg skulle dø under den busk, fortæller Rakel stille. “Men Gud lod mig leve.” Han tøver et øjeblik, før han fortsætter:
En af mine bekendte fortalte mig, at min far blev skudt i hovedet ved vores barndomshjem.
I flygtninglejeren blev jeg forenet med min mor, og mindre søskende. RA hjælp os med en hytte, og forene os med en del af familien, der var kommet før os.
8 piger fra vores RohingyaAid skole har fået et stipendium til et universitet, hvor de læser hhv. statskundskab, it & sundhedsvidenskab.
Tidligere elever besøgte os på skolen i flygtningelejren i Cox’s Bazar, Bangladesh. De har været en del af skolen siden dens begyndelse, og i dag studerer otte af dem på et lokalt universitet.
Deres besøg havde ét formål: at udtrykke deres taknemmelighed for den undervisning, de har modtaget. De var dybt taknemmelige for de muligheder, skolen har givet dem – muligheder, der har ændret deres liv.
I dag bliver de betragtet som mønsterbrydere. Deres succes inspirerer og giver håb til de nuværende elever, som ser, at det er muligt at bryde med begrænsninger og skabe en ny fremtid.
Shoaib’s historie
Mit navn er Mohammed Shoaib, og jeg er 16 år gammel. Jeg er flygtning fra Arakan State, Myanmar. Jeg bor i flygtningelejrens, Camp 18, i Cox’s Bazar, Bangladesh.
Jeg har gået på RA-LC (Rohingya Aid Learning Centre) siden børnehaveklassen. Efter endt skolegang søgte jeg om optagelse på RhEAP-programmet, og blev indkaldt til en skriftlig prøve – og bestod.
Vi var 790 elever der blev indkaldt til en mundtlig prøve, og den bestod jeg også. De udvalgte 100 elever, inklusive mig.
Min skolegang på RA-LC gav mig muligheden for at deltage i RhEAP-programmet.
Jeg vil gerne oprigtigt takke alle lærerne og medlemmerne af RA-LC for altid at inspirere, støtte og undervise mig.
Jeg ved at min succes er et resultat af RA-LC’s indsats og mine læreres vejledning.
Mange tak.
RhEAP-programmet står for Refugee Higher Education Access Program og er et internationalt uddannelsesinitiativ, der har til formål at give flygtninge adgang til videregående uddannelse.
Kort beskrivelse af RhEAP
-
Formål: At forberede flygtninge til universitetsstudier gennem et 12-15 måneders brobygningsprogram.
-
Målgruppe: Unge flygtninge med afbrudt eller begrænset skolegang, især i flygtningelejre og udsatte områder.
-
Geografi: Programmet er aktivt i Kenya, Jordan, Bangladesh og Østafrika
Indhold og struktur
Programmet består af fem moduler:
-
Forberedende kurser: Engelsk, IT, kritisk tænkning.
-
Humaniora og samfundsvidenskab
-
STEM (naturvidenskab, teknologi, ingeniørfag og matematik)
-
Overgangsmodul: Integration i OSUN’s netværksbaserede klasser.
-
Ansøgningsforberedelse: Hjælp til universitetsansøgninger og meritoverførsel
Salim’s historie – fra elev til lærer
Mit navn er Salim Ullah, og jeg flygtede fra Arakan, Myanmar, i 2017 sammen med min familie, da vores landsby blev angrebet. Vi mistede alt – vores hjem, vores skole og vores tryghed. Det eneste, jeg fik med mig, var nogle af få bøger.
Efter flere dages udmattende flugt i monsunvejr gennem skove, bjerge og floder nåede vi til Cox’s Bazar i Bangladesh.
Jeg havde mistet alt håb. Jeg troede, at mit liv var forbi. Men en dag hørte jeg om Rohingya Aid Learning Center – også kaldet den Danske skole – i lejren. Jeg begyndte at komme der næsten hver dag. Lærerne var tålmodige og gav os ikke kun undervisning, men også troen på, at vi stadig havde en fremtid.
Jeg gik fra at være en stille dreng til at blive en af de mest engagerede elever. Jeg lærte at læse og skrive bedre og begyndte at hjælpe de yngre børn med deres lektier. Efter noget tid blev jeg tilbudt at arbejde som frivillig lærer.
Det var en stor forandring – fra en flygtningedreng uden håb til en, der nu hjælper andre med at lære.
I dag underviser jeg mindreårige børn i engelsk og matematik i det samme center, hvor jeg selv begyndte. Jeg prøver at give dem den samme støtte, som jeg selv fik.
Når jeg ser dem smile, husker jeg, hvordan undervisning gav mig styrke og mening.
“Jeg troede, jeg havde mistet alt. Men gennem undervisning fandt jeg mit liv igen.”
Amina’s historie – fra barn på flugt til kvindelig leder
Mit navn er Amina Begum, og jeg kommer fra en lille landsby i Arakan, Myanmar. I 2017 blev mit liv forandret for altid.
Jeg var kun 13 år gammel, da vores landsby blev angrebet. Skuddene lød, og folk flygtede i panik. Jeg husker lugten af røg og lyden af skrig. Sammen med min familie flygtede vi gennem skove og over floder, indtil vi nåede grænsen til Bangladesh.
Da vi kom til Cox’s Bazar, føltes det, som om alt var slut. Jeg troede aldrig, jeg skulle gå i skole igen. Men en dag hørte jeg om Rohingya Aid Learning Center. Jeg begyndte at komme der hver dag, og lærerne opmuntrede mig til at fortsætte min uddannelse.
Jeg gik fra 5. til 8. klasse – og for første gang siden flugten begyndte jeg at tro på mig selv igen.
Med støtte fra Rohingya Aid fik jeg mulighed for at studere videre på Asian University for Women i Chattogram. Det har ændret mit liv fuldstændigt. Jeg har lært, at viden giver styrke – ikke kun til mig, men til hele mit samfund.
I dag leder jeg en kvindegruppe i flygtningelejren, hvor jeg hjælper unge piger til at fortsætte deres skolegang og tro på deres fremtid.
Jeg minder dem om, at:
“Vi kan ikke ændre det, der skete – men vi har indflydelse på, hvem vi bliver.”
“Uddannelse gjorde mig fri, og nu bruger jeg min stemme til at kæmpe for andre kvinders selvstændighed.”
